Eat for og med eleverne
Eat-crewet
Eat-crewet - et mindre hold elever fra mellemtrinnet - er dagligt med i arbejdet i boden. Her tilberede de maden færdig, gør den klar i portioner og udleverer den til skolens øvrige elever. På den måde skiftes eleverne til at være måltidsværter for hinanden.
I køkkenet opstår der ofte snakke mellem elever og medarbejdere om dagens menu og eleverne får viden om de forskellige råvarer og tilberedningsmetoder.
Spisepausen
Spisepausen er et frirum for eleverne hvor de kan få fyldt energilagrene op og blive klar til resten af skoledagen. Spisepausen kan samtidig sætte rammen for en masse læring, uanset om der er eat eller en lækker hjemmelavet madpakke på bordet. Der er en unik mulighed for bl.a. at "træne" sociale færdigheder, lære om forskellige kulturelle baggrunde igennem maden, og selvfølgelig er snakke om maden og forskellige råvarer også relevante.
Der er mange forskellige opfattelser af, hvad der bidrager til et rart og hyggeligt spisefrikvarter, derfor er inddragelse af elevernes ideer og ønsker vigtige.
De fysiske rammer for måltidet
Eleverne inddrages også i at skabe attraktive og hyggelige spiseomgivelser. Det gør vi ved at give bolden til eleverne, som sammen med en arkitekt afvikler et forløb, hvor eleverne selv får lov at sætte deres præg på loungen eller kantinen, så det bliver et samlingspunkt og et sted de får lyst til at være i deres spisepause.